Logo Camilla Stormont - Adfærdstræning, tilridning og undervisning

Om mig


Mit navn er Julie Lindstrøm Rasmussen

Jeg er fra år 2001.

Jeg kommer oprindeligt fra Ribe i Sydjylland, men flyttede til Odense i 2020 for at arbejde hos Camilla. 


Min vej ind i hesteverdenen startede som ved de fleste andre på den lokale rideskole. 

I 2017 købte jeg min første helt egen pony Mataya. Han kostede sølle 3000kr og så ikke for godt ud… 

Han blev skelsættende for min forståelse af heste og måden vi er sammen med dem på. Taya ville IKKE rides, så jeg måtte tænke i helt nye baner for at få en glad pony. 


I gymnasiet blev de fleste frikvarterer brugt på at se Camillas vlogs på YouTube. Jeg var dybt fascineret af hendes måde at træne på, og sugede al viden til mig. 

Jeg var i 2019 en uge i praktik hos Camilla. Det var inspirerede og meget lærerigt. Al den nye viden tog jeg med hjem til min egen unghest Montino ( Monne) der skulle igang med tilridning. 

Tilridningen gik dog ikke som planlagt, og min mor opfordrede mig derfor til at tage kontakt til Camilla. Det ville jeg bestemt ikke, da hun nok fik rigeligt med henvendelser fra folk…

Min mor skrev dog i smug til Camilla. De lavede en byttehandel, der indebar at jeg skulle arbejde en måned for Camilla, mod at hun så trænede Monne. 

Den aftale blev dog hurtigt udvidet til et år. Camilla havde lige overtaget Hestehøj og manglede en ekstra hånd. Jeg havde sabbatår og al tid i verden, så timingen kunne ikke være bedre. Det blev starten på min vej som hestetræner. 


Idag er jeg en fast del af Team Stormont, det er en stor ære at arbejde side om side med Camilla og sammen med Johanne Skærbæk, udgør vi 3 et stærkt trekløver! 


I arbejdet med hestene ligger min passion i træningen med ungheste, heste med adfærdsproblematikker, og så elsker jeg at springe.

Jeg bliver kaldt perfektionist, men det gør mig ikke spor. Jeg kan godt lide at nørde helt ned i detaljerne. Både med træning og mangement af hestene. 


Jeg elsker arbejdet med de unge heste. Det er spændende at se dem vokse med opgaven, og det giver mig en stor glæde at kunne give dem en god start på livet som ridehest.

Jeg har også stor interesse i arbejdet med “adfærds” problematikker. Det er fantastisk at se heste falde til ro i en svær opgave, samt at knytte hest og ejer sammen igen med nye værktøjer i rygsækken. 


Jeg kører meget gerne ud til jer og jeres heste! Dog i begrænset afstand fra Odense S, da jeg er på cykel eller med offentlig transport. (kørekortet står højt på prioriteringslisten)